Lidt strøtanker om nationale tester

Er der huller i taget? Man siger at det regner ind …

Alle beboerne har fået at vide at der er ca. 70 % tage med huller i. Og nu er vi urolige, for problemet er blevet testet. Fine, højtuddannede akademikere har udviklet et testapparat helt specielt målrettet til huller i tage. Meget omkostningsfuldt, meget besværligt at udføre den omfattende test på alle huse i byen. Men evidens-baseret, det må vi gå ud fra.

Analysen...

af hullerne blev også udført sidste år – og året før. Og hullerne flytter sig lidt. Det er nok noget der ligesom er opstået af sig selv. Det ligger i tiden. Bekymrende, det er det i hvert fald.

Naboen spørger om den veluddannede forhørte sig om hvor det regner ind? Næh! Om der er væltet nogle træer ind over taget? Næh. Jamen fik du så at vide hvordan du skal udbedre hullerne, hvis de overhovedet er der? Næh! Jamen kigger de overhovedet på taget?  Næh, det var mere sådan en slags ’føler’ de anvendte!

Ved vi hvem der står bag analyseapparatet? Næh! Er der nogen der ved om det er præcist? Næh, men der er nogen der siger at det er det bedste på markedet indtil videre, og at det er den eneste form for måling der er blevet foretaget i stor nok udstrækning til at man kan fornemme tendenser.

Og så kommer Thomas. Han er håndværker i byen. Hvad står I to og snakker om, spørger han. Åh, vi er såmænd bare urolige over alle de huller der er i vores tage …

Nå, det. Hvorfor reparerer I dem ikke bare?

Jamen det kan man da ikke. Vi er ikke akademikere.

Pyt, skidt med det. Jeg kravler da bare op på taget, finder ud af skadernes omfang, hvordan de er opstået, og så fikser jeg det.

Kan du det? Du er jo bare en håndværker?

Det kan jeg sagtens. Det tager måske lidt tid, men det virker hver gang. Og hvis du nu kigger med mens jeg arbejder, så kan du jo hjælpe naboen osv. I løbet af no time er der sgu ikke flere huller i de hytter.

Jamen …

Ikke mere ”jamen”. Har du en stige?

 

At lære elever at læse er et håndværk – og alle kan lære at læse!

Læs videre →





DET LILLE POSTKONTOR

I dag var jeg et smut forbi Alkalær – der nu residerer i Ølstykke, vest for København. Dette er vigtigt for mig at fortælle, for i rigtig mange år lå Alkalær i bogstavelig forstand i mit og Eags hjem. Og det at skulle køre ud til Alkalær, det er en sand fornøjelse. Også for medarbejderne, der ellers var blevet vant til at se mig i nattøj og med morgenhår og bare fødder.

Ved døren t...

il Alkalær Headquarter, som vi har valgt at kalde det, blev jeg mødt af læssevis af pakkede materialer, klar til afhentning af pakkebiler og distributionsfirmaer. Forfriskende …

Det er ikke så lang tid siden at Alkalær for mig betød ’nu-leger-vi-det-lille-postkontor-rutinen’. Eag havde købt et pakkebord til mig. Ret lille. Og fra det bord og vores entre udgik dagens bestillinger. Eller rettere: Jeg pakkede, håndskrev adresser, bandt fine bånd om bøgerne, lavede fødselsdagskort til de af kunderne der brugte vores bøger som gaver, frankerede med frimærker og spyt og skrev selv A’er på kuverterne hvis det skulle gå stærkt. Og så af sted til posthuset. Ja, det var tider ...  posthus med skranke, stempler, vægte, postmænd og postkoner.

På mit posthus huserede en meget stram, bestemt og effektiv madamme. Hun var frygtindgydende, skarp i mælet og ikke ret flink, på overfladen i hvert fald. Hun havde et helt almindeligt navn, men ville hellere kaldes Sonja – og så kun af dem hun kunne lide.

Hvis man en dag havde en lidt uheldig håndskrift, udbrød hun højt og uden smil i stemmen: Kalder du det der for en underskrift? De dage jeg kom helskindet forbi hendes skranke, var sjældne. Pakkerne var enten for mange, for tunge eller for lange. Oftest havde hun svært ved at læse min skrift – også selv om jeg havde gjort mig umage. Det var for uoverskueligt at forklare hende at min håndskrift afspejler min sindstilstand. Jo bedre jeg har det, des smukkere skrift. Det lille pakkebord sat i forhold til det stigende antal pakker var blevet anstrengende.

Nu skulle man tro at Sonja var en skidt kælling, men nej. Hun var faktisk elskelig på sin helt egen måde, og vi blev gode venner og kom på talefod som årene skred af sted. Hun tog sin position meget alvorlig og ville os alle det bedste.

 

Tiden gik, og der indsneg sig vaner og rutiner. Det er ellers ikke min kop te. Jeg var oftest på posthuset klokken ca. tre. Det var der andre der også var. Vi udgjorde således Sonjas eftermiddagsstampublikum, og vores veje krydsedes derfor med ilagte månedsrytmer. Daglige, ugentlige eller månedlige intervaller alt efter ærinder.

Engang så jeg igen en ung fyr i færd med at sende penge hjem til sin familie i Pakistan. Han var forhutlet og frøs i sit tynde tøj. Sonja kiggede på ham over brillekanten og sagde: Jeg kan ikke bestemme det, også selv om jeg ville. Men du skal bruge nogle af dine penge på at købe dig en vinterjakke. Næste gang jeg så fyren på posthuset, havde han en dynejakke på. Da Sonja var færdig med at ekspedere hans overførsel og han var gået, rejste hun sig op, gik om til bagvæggen, slog næven i væggen og udbrød: YES!

Så selv om det blev lidt trivielt at tage på posthuset fem gange om ugen i 8 år, var der lyspunkter. Sonja var et, og det stigende antal pakker var klart det andet.

I dag har vi to ansatte på lager og til ekspedition af Alkalær-materialer. Posthuset er lukket, og Sonja er død.

Ha’ en fornøjelig dag med masser af læse-oplevelser!

Læs videre →





SE EN SO I EN BY

Der er ikke nogen tilfældigheder over Læsetrappen. Hvert eneste lille trin på læringskurven er nøje overvejet og gennemtænkt for at alle kan lære at læse. Derfor også navnet ALKALÆR.

Personligt er jeg godt tilfreds med at vi ikke endte med at hedde DEFLESTEKALÆR.

Nogle af trinnene på Læsetrappen er efter min mening mere festlige end andre. Som Læsetrappens absolut mest festlige indslag els...

ker jeg de lydrette ord. De blev Eags venner da han indledte sit forfatterskab, og den konstellation – Eag og de lydrette ord – har været uadskillelige lige siden.

I foråret 2003 var listen over de lydrette ord som vi kendte til, ikke så lang som den er i dag. Og vi boltrede os i SØ, Å, ÅL, IS, SO og FIS. Det resulterede i en del morsomme markedsføringsindslag. Blandt andet har jeg personligt siddet under en stor, gul parasol der var overbroderet med lyserøde grisehoveder, og hvorpå der med store bogstaver stod: SE EN SO. Der sad jeg så og lavede læsetest på boghandlernes fortov. Og der skulle en tur til Skanderborg til før en venlig boghandler nævnte at det måske ikke var verdens mest charmerende måde at introducere sig selv på. Vi har desværre ikke et billede – eller måske er det meget heldigt.

Midt i den sjove, men noget infantile, verden vi bevægede os i, dukkede der også en del lydrette ord op som ikke er specielt anvendelige til børnelitteratur. Her nøjes jeg med at nævne penis, vagina, dildo og pat, og du kan selv føje til listen hvis du har lyst. I hvert fald resulterede listen over ikke-anvendelige lydrette ord i et manuskript som datidens pornoblade måske kunne have haft trykt. Ikke at vi undersøgte det – og specialister i den slags udgivelser er vi heller ikke. Måske trængte vi bare til at slippe de stramme vokabulære tøjler og gå lidt bersærk.  Manuskriptet sendte vi til illustratoren i en slags vanvidsrus. Hun troede i første omgang at vi mente det alvorligt, og det var en fest at høre hendes noget klemte indsigelser. Det endte i mange grin, og vi kan stadig grine ad det lille, sjofle manuskript der aldrig kommer til at se dagens lys.

Til den mere alvorlige ende af samme problematik. Mange forlag forsøger nu at gøre ALKALÆR kunsten efter – kunsten at skrive 100 procent lydrette bøger. De fleste af udgivelserne er lydnære, næsten lydrette, 65 pct. lydrette. Du kan i de udgivelser finde konsonantskift, anker-lyde, små dryp af de 120 mest brugte ord osv.

ØV, for så er pointen med lydrette bøger jo fuldstændig tabt på gulvet.

Og herregud kan du tænkte. Det tænkte jeg i mange år. Men NEJ – der er simpelthen en grund til at vi er ALKALÆR – ikke DEFLESTEKALÆR. Og lige dér, når du har lært bogstaverne og deres grundlyde, bliver de ikke-lydrette ord mere ødelæggende end gavnlige.

Et hurtigt sidespring får mig til at fortælle at børnebibliotekarerne i Danmark for mange år siden lavede en helt speciel sværhedsgrad til Alkalærs lydrette bøger. De fik betegnelsen 0.0.000 eller et eller andet i den stil. Det var vi ret stolte af. I samme periode oplyste fagfolk fra Danmarks Pædagogiske Institut at der var to slags lydrette ord: Alkalær-lydret og lydret. Ja, ja da. ??

Tilbage til de lydrette udgivelser. Alkalær har brug for Eag på de højere trin af Læsetrappen og til den helt nye trappe – nemlig forståelsestrappen (og det kommer den sikkert ikke til at hedde). Derfor har vi, som mange af jer ved, sluppet forfatningen fri – so to speak. Vi har taget hul på projekt TI-VI-KA’-LI’ og har inviteret en bred vifte af uddannede Alkalær-undervisere til at forfatte lydrette bøger. Det er meget sværere end det ser ud. Men det er også sjovt når sætningerne pludselig falder i hak uden brug af drilleordsproblematikker, uden dialekter, sociolekter, ingen flade A’er, ingen slugte endelser – bare 100 procent lydret.

Glæd jer derfor til jul – eller lidt længere. Der er nye forfattere på vej – og hele 30 nye ALKALÆR-lydrette bøger.

Og hvis nu AMEN var lydret, ville jeg slutte med et amen. I stedet vil jeg nøjes med at ønske dig en dejlig dag – en dag hvor rigtig mange børn nærmest umærkeligt fik knækket læsekoden.

 

Anne

Læs videre →





Om Alkalær

Jeg har glædet mig til at komme i gang med Alkalærs blog, og nu sidder jeg så her. Min fornemmeste opgave bliver at give dig et kig ind i Alkalær og ikke mindst et nærmere kendskab til Erik Vierø Hansen, som jeg er gift med.

Jeg håber at du vil finde mine beretninger både sjove, grænseoverskridende og ærlige. Sådan kan jeg bedst li’ det. Nu er du advaret, så lad mig starte. Hvor bedre end begyndelsen?

...

 

Måske ved du at det hele startede en ånsda. Det har Erik beskrevet i håndbogen Læsetrappen. I hvert fald var det en oplevelse i en indskolingsklasse hvor Erik vikarierede, der fik ham til at tage beslutningen om at lave et læsesystem der faktisk kunne lære alle at læse. Og det lyder jo meget tilforladeligt, og det endte det også med at være. Men … vejen var lang.

De første elever der blev udsat for SØDE ORD, gik i Sengeløse Skole hvor Erik arbejdede som dansklærer for at vi kunne betale vores hus. Eleverne lavede lister over lydrette ord – der fandtes intet materiale, ingen læsebøger, ingen mapper, ingen usb-nøgler, ingen QR-koder. Absolutely Nothing. Så eleverne lavede lister på store stykker papir. Jeg husker en dag Erik kom hjem og fortalte at en elev havde foreslået ordet ’globaldominans’ til listen. Det var da flot, og listen blev over efteråret længere og længere.

Endelig begyndte ”SØDE ORD – læs med lyd og lyst” at tage form. Forlaget Malling Beck påtog sig det betroede hverv at udgive herligheden. På det tidspunkt var skilsmisse oppe at vende sådan cirka 4 gange hver nat. Der sad Erik i husets mindste værelse og sagde mærkelige lyde indtil klokken 5 om morgenen, og hvis jeg skal være helt ærlig, var jeg ikke overbevist om nogen kommende succes.

Malling Beck blev de første der kastede håndklædet i ringen. Eriks ekstreme standarder for gennemført systematik og gennembearbejdninger kan tage pusten fra selv de stærkeste af os. Nuvel – vi sprang ferien over det år og købte rettighederne til værket SØDE ORD.

Erik er uddannet lærer og musiker. Han har i enhver forstand gode ører, og så er han pertentlig til fingerspidserne. Jeg selv kunne bidrage med et broget CV der rummer lidt af hvert – ejendomshandler, hyrde, kok, headhunter, iværksætter, ghostwriter, personalechef, kogekone, teambuilder, kantineleder, sælger, oversætter og det løse. ”Hvor svært kan det mon være at lave Alkalær?” spurgte vi os selv. I hvert fald ikke sværere end det var ikke at blive forældre. Det kunne vi ikke selv om vi arbejdede ihærdigt på det i mange år. Men børn fik vi mange af på flere andre måder.

Der var alle de private elever Erik underviste for at toptune Læsetrappen – og dem var der mange, rigtig mange, af. Og så var der Alkalærs læse-selv-bøger som vi havde en fest med at skrive.

Den første gang vi solgte 2 stk. BO SÅ EN KO, fejrede vi det med besøg på restaurant, så iskiosk … Og det blev vel til en underskudsforretning på lige godt og vel 800 kr.

Men vi kom efter det. 

Jeg bliver i skrivende stund klar over at det bliver for langt at fortælle dig om hele Alkalærs historie i et indlæg. Og i stedet for at skøjte hen over de hundrede af dejlige, frygtelige og sjove anekdoter der knytter sig til 20 år med Alkalær, vil jeg i fremtiden vinkle mine indlæg omkring en af vores mange udgivelser, en større beslutning, et radikalt vendepunkt, vores første app der blev til i Bangladesh, vores samarbejde med nogle af landets dygtigste illustratorer, hvorfor Erik blev til Eag og Anne blev til Madam-boss-sir og den slags. Alt sammen for overskuelighedens skyld.

Men det startede som sagt en ånsda.

Jeg håber at jeg har vundet din opmærksomhed, og så vil jeg ellers glad og muntert fortsætte med mine små anekdoter fra min plads, helt tæt på Alkalær og Erik.

 

Kærlig hilsen

Anne

Læs videre →